Husket og æret.

Efter en bekendt blev dræbt i et slagsmål for nogle dage siden, så jeg set hvor elsket man kan være. Jeg mener, folk som han ikke havde en speciel relation til, kom og lagde blomster, billeder og lys på gernings stedet. Flere dør i natte livet, på grund af en slåskamp der går over gevind. Hvad er der sket med de historier som vores fædre fortæller os om hvordan de slog hinanden indtil en af dem kun skulle syes. Nu er man heldig hvis man kommer fra slåskampen med livet i behold!
Men nu kommer jeg til at stille et spørgsmål som måske lyder dumt. - Kom alle disse såkaldt venner og bekendte kun og mindede den døde fordi det var et drab? Noget han ikke selv var skyld i. Som en slags midilenhed, jeg ved at der var rigtig mange der elskede ham, men resten kom for at vise deres støtte. Jeg kan ikke forstå det. Hvor var de venner og bekendte inden han blev dræbt? For hvis han havde været blandt rigtige venner havde han nok stadig været i live.

Jeg tror man får ondt af familien og de efterladte når sådan noget sker. Man vil vise at man egentlig var der for personen, men bare ikke lige nok til at udgå det der skete. Nu kommer jeg også ind på folk der tager deres eget liv. Mange gør det fordi de ikke bliver elsket nok, andre vil kalde det mobberi. Jeg tror folk begår selvmord fordi de føler de har et ynkeligt liv, og klart nok! Jeg mener, hvorfor skulle man leve når man alligevel aldrig laver noget? Når der kun er nogle få der får en til at smile, og tusind andre der får en til at græde?
- Derfor tror jeg ikke at jeg ville kalde det at vide ''den sidste respekt'' Hvor er folk når man har brug for dem imens man stadig er på jorden? Hvad er det der gør mennesket så egoistisk og selvisk? At vise den sidste respekt er at sige ''dude, undskyld jeg ikke var der da du havde allermest brug for mig''

Nogengange tænker jeg på hvor mange der ville være der til min begravelse, hvis det lige pludselig skete for mig, eller noget lignede så jeg døde. Jeg havde en storesøster som døde som spæd. Og til hendes begravelse var der kun familien fordi det var de eneste der kendte til hende. Men jeg har fx, jeg kender enormt mange mennesker. Men hvor mange ville egentlig være der, hvis jeg lige pludselig ikke var her mere. Jeg tror ikke selv på der er mange, måske et par stykker. Men det er også det. Jeg ville ende ligesom min storesøster, tror jeg i hvert fald. Men det ville være rart hvis der kom alle de mennesker jeg nogensinde havde været sådan lidt venner med. Men jeg dør vel forhåbentlig heller ikke indefor den nærmeste fremtid. Så det behøver jeg ikke bekymre mig om nu. :) Og i sidste ende tror jeg ikke jeg ville have folk skulle komme og vise mig den sidste respekt, kun medmindre de respektere mig nu, imens jeg stadig lever.

Drop kniven - lev livet.
Peace out, pas på hinanden.. Kys møs